Med chiagrød i fajancestel blev en dag i nysgerrighedens tegn skudt i gang. Derefter blev de dybe vejrtrækninger afprøvet af deltagerne, som så blev guidet igennem en meditationsøvelse af Bæredygtig Hernings direktør, Thea Lyng Thomsen. Dette element skulle tilvejeblive en kropslig oplevelse af den regenerative ledelse. Meditationen var skabt med udgangspunkt i GAIA Meditation af Laura Storm, inspireret af Andy McGeeney samt den engelske version i bogen ’Regenerative Leadership’ af Giles Hutchins & Laura Storm.
Meditationen
I den næste lille tid tager vi sammen på en rejse tilbage I tiden. En rejse tilbage til livets start.
For at øve os i at operere som selveste livets intelligens må vi forstå dets spæde begyndelse.
For 4.6 milliarder år siden var der et kæmpe brag og først mange mange år senere – for 3.8 milliarder år siden - begyndte liv at røre på sig på bunden af havet, der dengang dækkede det meste af vores planet.
3.8 milliarder år er et tal der er svært for vores menneske-hjerner at forholde sig til så vi vil i denne rejse referere til jorden som en 46-årig dame ved navn Gaia. Vi vil nu bruge Gaias liv – som kosmisk set også er vores liv – til at spore selveste livets historie.
Ganske tidligt i Gaias liv dybt nede i havet i vulkan-sprækkerne dannede de første molekyler sig og med tiden formede de sig til at danne de første celler der havde spor af DNA. Alle dyr og plantearter – også vi mennesker – kan i dag spore deres ophav tilbage til den første celle der blev dannet under havets overflade. Det betyder egentlig at alt liv på planeten er i familie.
Under havets overflade formede disse celler sig sammen i tusindvis af forskellige former og arter: Koraller, gopler, orme og efter lang tid også fisk med ryghvirvler. I vores menneskekroppe i dag har vi rygsøjler, hjerter, maver og et nervesystem der stammer fra disse første fisk.
Kan du huske følelsen af at være en fisk der ved hjælp af rygsøjlens fleksibilitet svømmer gennem vandet?
Vi stammer fra havet og idag flyder det salte vand stadig i vores tårer og i vores sved. Som små fostre inde i vores mors mave ligner vi stadig en lille fisk med gæller og hale. Vores kroppe består af 70% vand – nøjagtig ligesom Gaia.
Gaia ventede til hun var 42 år med at skabe liv på landjorden. Langsomt begyndte planter at få rodfæste og transformere klipper og vulkaner til jord. Derefter kom insekterne og i lang tid bestod livet på jorden af et væld af plantearter, undervandsdyr og insekter.
For ca 2 år siden havde de videreudviklet sig til dinosaurerne.
Livet udviklede sig konstant gennem eksperimenter, partnerskaber og relationer. Alle de dyrearter der ikke spillede en væsentlig rolle for det store forbundne hele levede kun i ganske kort tid. De arter der ikke forstod at skabe de betingelser der skulle til, for at de kommende generationer kunne overleve blev bare en lille bitte prik på kunstværket over Gaias mange arter. Deres liv fortsatte ikke.
Vores dyreart – Homo Sapiens – kom først for 2 dage siden. Vi startede med at leve i grupper på op til 250 mennesker og vandrede rundt i tæt forbindelse med den natur vi så os selv som en del af. Vi mærker årstidernes skiften, vi kender alle planter – de giftige, dem der giver mad, dem der giver medicin. Vi er kreative og opfindsomme. Vi opdager ildens kraft. Vi overleverer viden til den næste generation gennem historier fortalt rundt om bålets magiske knitren. Som jægere og samlere lever vi livet sammen med vores familie – vi er fælles om at finde mad og urter, bygge lejr, garve skind og lave mad.
Som dyreart har vi Homo sapiens brugt 99% af vores tid på denne planet tæt forbundet med vores naturlige habitat. Der var ikke nogen adskillelse mellem den og os men en naturlig forlængelse.
Vores nervesystem, vores hjerner, vores sanser og evolutionære hukommelse er udviklet i naturen.
For en time siden begyndte vi at slå os ned det samme sted og dyrke Jorden. Vi begyndte at introducere ejerskab. Ejerskab af planetens overflade, jorden.
For to sekunder siden begyndte vi at adskille os fra naturen. Adskilt i et det og et os.
Idag bor de fleste af os I byer langt fra vores naturlige habitat i små lejligheder langt fra jordens overflade. På de sidste 60 sekunder har vi skabt kæmpe byer, nationalstater, regeringer, systemer, skoler, fabrikker – maskiner, biler, flyvemaskiner, mobiltelefoner, robotter og internettet.
Vi ser ikke længere naturen som et forbundet hele vi er en del af, men som en ressource vi kan optimere og udnytte.
Vores dyreart formerer sig med voldsom hast. Men vores adfærd er forenelig med trivsel af liv.
Hos flere og flere af os er der en stærk følelse af, at vi ikke kan fortsætte vores måde at være en dyreart på denne jord. Følelsen af, ikke længere at kunne leve liv der er så uforenligt med trivsel af liv.
Hvis vi ikke bare historisk set vil være en af de dyrearter der bare var her i et splitsekund er vi nødt til at genlære, hvordan vi lever i overensstemmelse med naturens logik og principper. Vi er nødt til at tage et kollektivt kvantespring i vores evolutionære udvikling og ændre vores kurs. Enten bruger vi den unikke intelligens vi som art er udstyret med som vores super-power og begynder at redesigne samfund, byer, organisationer på en måde hvor vi i fællesskab opererer i overensstemmelse med naturens logik eller også acceptere vi, at vi ikke er en del af fremtidens arter på denne planet.
Forestil dig nu, at du skal møde alle dine forfædre og efterkommere. I er alle ældre mennesker omkring de 90 siddende omkring et fælles bål. I deler fortællinger i cirklen og når turen kommer til dig, fortæller du dem hvad du udrettede i dit liv. Hvad var din rolle? Hvilken arv sørgede du for gik videre? Hvilken forbindelse skabt du til din egen natur og til naturen omkring dig?
(Afrunding grounding)
Oplægget
Sammen med Lederne MidtVest har vi skabt en række arrangementer om lederskabet. I august satte vi fokus på regenerativ ledelse. Det gjorde vi, fordi vi oplever stor nysgerrighed blandt vores medlemmer på, hvordan en regenerativ ledelsesstil udfoldes.
Tina Gliese, stifter og partner i Center for Regenerativ Ledelse, var oplægsholder og fik stillet skarp på regenerativ selvledelse; i organisationen og i omverdenen. Der var et særligt fokus på indre bæredygtighed og selvledelse, som åbner videre op for at lede andre ud fra samme principper; med forståelse for naturen og det, der omgiver os.
Workshoppen
Som en del af dagen blev der faciliteret en workshop med fokus på de fire årstider. Alle deltagere skulle, på egen krop, opleve årstiderne kvaliteter. Med dufte, lyde og lys blev de guidet igennem med fokus på, hvordan de opleves og kan overføres til indre - og ydre - ledelse.
Duftene fungerede som aromaterapi i form af essentielle olier.
Aromaterapien har rødder langt tilbage i historien. Det har været kendt i århundreder, at vi kan hente støtte og healing fra naturen. Essentielle olier er essensen af planter, urter, frugter, træer eller blomster.
Oliens aroma stimulerer lugtreceptorerne i næsen, som via vores nervesystem sender en meddelelse til det limbiske system, som er den del af hjernen, der bl.a. styrer vores følelser. Derfor kan vi påvirke psyken med essentielle olier, og få oliernes hjælp til at få krop og hjerne til at slappe bedre af, transformere svære følelser eller hjælpe os med den intention vi har.
Vores celler er meget lig planternes, og da vi også selv er natur, taler vi samme sprog. Hver eneste blomst, træ, urt er frugt er unik og har en unik funktion i naturen - nøjagtig som os.
Du kan læse mere om de fire årstider her:
Vinter
Naturen om vinteren og vinterens kvaliteter:
Mørke nætter, korte dage, frost, dyr går i hi, fugle trækker sydpå, vækst går i stå og planter i dvale, nøgne træer, som trækker næring ned i rødderne. Noget dør for at nyt liv kan spire, blade formulder og skaber rig jord, så frø kan spire i foråret, frø har brug for at ligge i mørket for at blive klar til at slå rødder i foråret.
Hvis vi skal sætte ord på vinterens kvaliteter, kunne det være ord som ro, hvile, væren, restitution, indadvendthed, sammentrækning, fordybelse, læring, refleksion, genopladning, søvn, måske en oplevelse af, at tiden går i stå…
Olie: Cedertræ
Vinter = jordelementet. Træer har rødder i jorden.
Denne olie er ekstrakt fra træets stamme. Det arabiske ord er ‘Kedron’ som betyder styrke. Cedertræ bringer styrke. Vi låner træets evne til at grounde og komme ned i kroppen. Tænk på hvordan træerne både vokser opad og nedad. Vores fundament skal være solidt for, at vi kan vokse. Næring er essentielt for denne proces, så træet forstår at ‘det gamle’, som er nålene, må slippes, for at det nye kan skabes. Det er ‘nedbruddet’ og tilbagetrækningen, der bliver katalysatoren for vækst - næringen til udviklingen.
Spørgsmål:
- Hvor meget fylder vinterens kvaliteter i jeres personlige (arbejds)liv?
- Hvilken værdi tillægger I vinterens kvaliteter i jeres personlige (arbejds)liv?
Forår
Naturen om foråret og forårets kvaliteter:
Lyset vender langsomt tilbage, dagene bliver længere. Frø spirer. Varmen fra solen får liv til at pible op af jorden. Skovsyre, anemoner og andre bundplanter lægger sig som et tæppe på skovbunden. På træerne skyder små grønne knopper frem, og senere bliver skoven lysegrøn. Trækfuglene kommer tilbage og fylder skoven med deres lyde, sne smelter og vandet klukker. Forårets dufte tager til. Varmen vækker dyr fra deres hi, de bliver aktive, parrer sig og får unger. Sommerfuglene kommer ud af deres pubber og folder vingerne ud.
Hvis vi skal sætte ord på forårets kvaliteter, kunne det være ord som vækst, høj aktivitet, gøren, ny begyndelse, nye ideer, nytænkning, kreativitet, udvikling, åbninger, nysgerrighed, virkelyst, udvidelse, udadvendthed, frugtbarhed, genfødsel, transformation…
Olie: Eucalyptus
Forår = Luftelementet. Olier fra blade, der hvirvler i luften
Eucalyptus kommer med ekspansion. Når du dufter til olien, kan du mærke, hvordan du åbner op for luftvejene. Jo mere vi kan trække vejret ned i maven, jo mere liv er vi i stand til at cirkulere. Når oxygen filtreres i kroppen, bliver det omsat til en energetisk clearing som slipper det, som dræner os.
Spørgsmål:
- Hvilken værdi tillægger jeg forårets kvaliteter?
- Hvordan er forårets kvaliteter repræsenteret i jeres personlige dag, uge, måned, hele året?
Sommer
Naturen om sommeren og sommerens kvaliteter:
Dagene er lange, nætterne lyse. Naturen er overvældende frodigt grøn, med blomster i fuldt flor. Bierne summer, insekters sværmen fylder luften med lyde. Bær og frugter modnes. Varmen er taget til, luften er varm …
Hvis vi skal sætte ord på sommerens kvaliteter, kunne det være ord som modenhed, frodighed, fuld udfoldelse, udadvendthed, at blive beriget, at give sig hen, at give plads til glæde og nydelse. Måske en oplevelse af, at tiden står stille i sensommeren, og en fornemmelse af væren -lige der hvor alt er i fuldt flor og der ikke skal vækstes mere …
Olie: Lemon
Sommer = Ildelementet. Citrusfrugter.
Citrusolier opløfter humøret og bringer klarhed og fokus. Den vækker og opmuntrer til at gå mere legende til livet - præcis som sommeren. Det er her alle bliver kåde og finder ind til det indre barn, som savner sjov og leg - præcis den energi hvor alt kan skabes.
Spørgsmål:
- Hvilken værdi tillægges sommerens kvaliteter i dit team/din organisation?
- Hvordan kommer sommerens kvaliteter til udtryk i dit team/din organisation?
Efterår
Naturen om efteråret og efterårets kvaliteter:
Farverne forandrer sig, naturen får et gyldent skær, skoven bliver gul, orange, brun i talrige nuancer. Løvfald starter, bladene falder til jorden, klar til at formulde og give næring til nyt liv. Planter og træer kaster deres frø, klar til en ny cyklus. Dyrene samler forråd, så de kan klare sig vinteren igennem.
Hvis vi skal sætte ord på efterårets kvaliteter, kunne det være ord som indadvendt gøren, at bearbejde indtryk og oplevelser, lære af erfaringer og evaluere, at give slip, f.eks. på det, der ikke virker … og langsomt begynde at gøre klar til at trække os lidt tilbage (sammentrækning) og vænne os til et lavere aktivitetsniveau.
Olie: Lavendel
Efterår = vandelementet. Olier fra blomster
Lavendel beroliger nervesystemet. Når vi inhalerer den, mærker vi nærmest en øjeblikkelig følelse af afslapning og tryghed. Når vi føler os trygge, tør vi dele ud af os selv, og der kan opstå nærvær, fortrolighed og intimitet imellem os. Derfor står lavendel for tryg kommunikation. Vi låner blomstens evne til at bringe os tilbage i at mærke og se os selv - og når vi kan se det smukke i vores autenticitet, kan vi også møde verden med disse øjne.
Spørgsmål:
- Hvor meget fylder efterårets kvaliteter i dit team/din organisation?
- Hvordan kan du/I med inspiration fra årstidernes kvaliteter skabe mere balance i teamet / organisationen?
"Regenerativ ledelse handler om at reparere, genopbygge og skabe balance for livet; i os selv, i vores organisationer og i de større økosystemer, som vores organisationer er en del af, herunder naturen. Vejen dertil er via en dybere forbindelse til os selv, andre og naturen."
| Center for Regenerativ Ledelse
Du kan se vores andre, kommende events i menupunktet for oven - både de kommende LEDERSKABET-arrangementer, samt et seminar ved Skarrildhus, hvor den levende ledelse bliver sat i spil af et spændende udvalg af facilitatorer.