Udvikling og test af metoder til udnyttelse af tekstilaffald i Danmark og Sverige

På verdensplan bliver der hvert eneste sekund afbrændt eller deponeret, hvad der svarer til en lastbil fuld af tekstiler. Forbruget af tekstiler anses for at være en af de største klima- og miljøbelastninger i verden. Vi kan ikke længere lukke øjnene for problemet. Som én måde at løse det, stiller EU fra 2025 krav til alle lande om særskilt indsamling af tekstilaffald, og i bl.a. Danmark og Sverige får kommunerne ansvaret for at indsamle og håndtere det.

Derfor har vi iværksat et dansk-svensk samarbejde omkring projektet SorTex, som skal undersøge og finde løsninger på, hvordan kommunerne fremover kan indsamle de store mængder tekstilaffald og sortere dem effektivt, så de kan genbruges, genanvendes og få ny værdi i nye, cirkulære forretningsmodeller.

SorTex-projektet samler 13 partnere på tværs af grænser i et samarbejde mellem offentlige og private aktører i hele værdikæden for tekstilaffald - fra indsamling til forsortering, genbrug og genanvendelse.

Samarbejdet gør det muligt at kombinere teknologier og kompetencer på tværs af grænser, som er afgørende for at løse de internationale udfordringer, som den store mængde tekstilaffald i verden medfører og som ingen kan løse alene.

 

Best practice og tværgående samarbejde

SorTex vil parallelt indsamle, udvikle, teste og demonstrere best practice for indsamling og forsortering af tekstilaffald samt forretningsmodeller for genbrug og genanvendelse. Forskellige kombinationer af værdikæden vil blive designet og testet med henblik på identifikation af best practice.   

SorTex udmærker sig ved både at have et grænseoverskridende samarbejde mellem aktører i Danmark og Sverige, men også mellem offentlige og private aktører i værdikæden. Denne tilgang muliggør kombination af teknologier og kompetencer samt opnåelsen af kritisk masse, hvilket er afgørende for at løse den fælles udfordring.   

 

Projektet er organiseret i fire fokusområder:   

  • Analyse og test af indsamlingsmetoder
    Udarbejdelse af en praksisnær håndbog med best practice-metoder for indsamling af tekstilaffald. Analyser og tests udføres i samarbejde med kommuner i Danmark og Sverige.  
     

  • Analyse og test af forsortering
    Udvikling af best practice og metoder til forsortering med fokus på kompetenceudvikling, effektivisering, skalering og ny anvendelse af eksisterende teknologi som AI og NIR-sensorer. Udarbejdelse af en håndbog, der kan anvendes af kommuner, affaldshåndteringsselskaber og virksomheder. Metoderne vurderes ligeledes ud fra både miljømæssige og sociale forhold og effekter.  
     

  • Udvikling af forretningsmodeller
    Samarbejde med de lokale erhvervsliv med formål at skabe bæredygtige forretningsmodeller, der aftager forsorterede tekstilfraktioner og dermed styrker genbrug og genanvendelse.  
     

  • Udvikling af strategianbefalinger
    Udarbejdelse og formidling af strategianbefalinger på samfundsniveau og på tværs af landegrænser, bl.a. gennem vidensdeling, værdikædedemonstrationer og involvering af eksterne interessenter i projektets aktiviteter.  
     

De forventede resultater inkluderer en højere indsamlingsrate, øget forsorteringskapacitet og -kvalitet og bæredygtige forretningsmodeller. Effekten vil være reduktion af tekstilaffald på deponeringspladser og forbrænding, samt fremme genbrug og genanvendelse i en cirkulær økonomi for tekstiler.

 

Læs pressemeddelelse om SorTex her.

 

Projektet er støttet med midler fra:

 

Projektkontakt

Tennae Rix Kristensen
Projektleder, Bæredygtig Herning
tr@baeredygtigherning.dk

 

Birgitte Hee Olesen
Projektleder, Herning Kommune
bekbo@herning.dk

Projektpartnere 

Borås Energi och Miljö AB
Bæredygtig Herning F.M.B.A.
Cyclothe AB
Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande
Göteborgs Kommun
Herning Kommune
NewRetex A/S
Professionshøjskolen VIA University College
Svenljunga Kommun
Sydskånes avfallsaktiebolag SYSAV
Trollhättan Energi Aktiebolag
Vänersborgs Kommun
Wargön Innovation AB.

 

SorTex-projektet er støttet med midler fra:

Den Europæiske Regionale Udviklingsfond og Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak. 

 

Projektperiode

Start: 01.09.24

Slut: 31.08.27